Køler

Der findes grundlæggende to typer kølere, Spiral-køler og Plade-køler.

Spiral-køleren nedsænkes i urten 10 minutter før urten er færdig med at koge. Derved får man køleren desinficeret. Den fungerer ved, at der løber koldt vand igennem køleren og på den måde køler urten. Spiral-køleren kan køle en urt på 20-25 liter ned på ca. en halv time.

Den anden type, plade-køleren fungerer også ved at koldt vand køler urten. Men pladekøleren skal ikke ned i urten. Plade-køleren har to indgange og to udgange. En ind- og udgang til urten og det samme til kølevandet.

Urten bliver derved kølet mens man tapper af ned i gærspanden. Når man bruger pladekøler, skal man være opmærksom på urenheder, der kan stoppe køleren.

Termometer

Termometer bruges til at måle temperaturen i mæsken o gi urten inden gæren skal tilsættes.

Der findes det gammelkendte analoge termometer og så findes der et digitalt og et infrarødt.

Jeg bruger et analogt termometer til at måle mæsken med, men man kan også bruge et digitalt. Det vigtige er bare, at man ikke kun måler i overfladen af mæsken, men længere nede. Det kan det infrarøde ikke. Til gengæld kan det infrarøde tage (overflade) temperaturen i den afkølede urt inden gæren skal tilsættes. Det har den fordel, at det ikke skal i fysisk kontakt med urten og er derfor ikke en fare for smitte.

Gærspand med gærlås

De fleste hjemmebryggere bruger gærspande af plast, da de både er billigere, lettere og nemmere at stable, så de fylder mindre. Men de findes også i rustfrit stål og som balloner i glas eller plast. Sidstnævnte kender man nok bedst fra vinfremstilling. Man lukker beholderen med et låg eller gummihætte med hul til en gærlås.

Da gæren ud over alkohol producerer CO2, må man ikke lukke en gærspand tæt til, da den ellers vil eksplodere. Man kan heller ikke bare lade den være åben, da der å er fare for inficering af øllet. Derfor bruger man gærlåsen. Den forhindrer at bakterier kommer ind i beholderen og samtidigt lade CO2'en slippen ud. Den har så også den fordel, at man kan se om der er gang i gæringen.

Brygske

Der er ikke så meget at sige om en brygske. De findes i plast og træ. Det vigtigste er, at den er solid, så den ikke knækker under mæskningen og så skal den være så lang at man uden problemer kan nå bunden af gryden. Kan under iltning bruges til at plaske i urten med.

Urtilter

En urt-ilter kan sammenlignes med en akvariepumpe. Det er en lille motor (kompressor) der pumper luft gennem et lille filter ud gennem en pimpsten. Filteret skal skiftes jævnligt. Urten skal iltes i ca. ½ time. Men start allerede med at ilte urten, mens den tappes fra gryden til gærpanden.

Hævert

Princippet i en hævert kender alle vel efterhånden. Fordelen ved hæverten frem for taphanen er, at man kan tappe fra toppen, så man undgår bundfald. Den bruges ved omstikning. De fås i forskellige modeller og er ikke særligt dyre, omkring et par hundrede kroner.

Udstyr: Køler, termometer, Gærspand med gærlås, Urtilter/Brygske, Hævert

30-45 minutter for køling og 1-3 uger for gæring

Køling:

Urten skal nu køles ned til 20-25 grader. Det er ved denne temperatur, at gæren har de bedste betingelser forudsat, at man brygger med overgær. En hurtig nedkøling er vigtig for at minimere tiden, hvor øllet kan blive inficeret. Når temperaturen er nået under 60 grader er der risiko for inficering.

Bruger man en spiral-køler, så husk at nedsænke den i den kogende urt ca. 10 minutter inden urten er færdig med at koge. Når urten er kølet ned til 20-25 grader tappes øllet over i gærspande.

Bruger du plade-køler, tappes øllet igennem køleren, så snart urten er kølet ned til 80-90 grader. Mål temperaturen på den urt der kommer i gærspanden og sikr dig at den er 20-25 grader. Er den for varm, så klem lidt på udgangsslangen på urt-siden, så urten løber lidt langsommere. Er urten for kold så skru lidt ned for det kolde vand.

Når urten er afkølet og tappet over i gærspanden, er det tid til at ilte urten. Har man en urt-ilter kan man med fordel bruge den mens at urten tappes over i gærspanden. Ellers så lad urten plaske ned i gærspanden ved aftapning. Brug eventuelt en brygske til at plaske lidt mere i urten.

De første par timer bruger gærcellerne ilten til at formere sig med, så jo mere ilt jo flere gærceller. Derefter formerer de sig langsommere og begynder at spise og omdanne sukkerstoffet i urten. Der dannes et skumlag oven på øllet og det er med til at holde uønskede bakterier og gærceller væk fra øllet. Derfor er det vigtigt at have så mange gærceller som overhovedet muligt.

Inden gæren tilsættes, skal man måle og notere OG (Original Gravity), så man senere kan beregne alkohol-procenten.

Gæring:

Gæren fås på to forskellige måder; Tørgær og Vådgær og skal behandles på to forskellige måder:

Tørgær:

Tørgær fås i små poser med ca. 11,5 gram, hvilket skulle være nok til et bryg på 25 liter. Tørgær skal rehydreres før det tilsættes urten: Hæld 2-3 dl kogt vand i et steril bæger og lad det køle ned til 25 grader. Tilsæt tørgæren og dæk det til med noget stanniol, som har været ovehældt med kogt vand, så det er sterilt. Lad det stå i 15 minutter. Imens tages der en teske af den kogende urt eller en teske sukker og hældes i ½dl kogende vand. Lad det køle ned til 25 grader. Hæld det nu ned til gæren og rør rundt. Husk at skeen skal være steril. Hvis det efter 30 minutter har dannet en del skum, så er den klar til brug. Hvis gæren ligger på bunden og der ikke er dannet skum, så er gæren død.

Ny gær og start forfra.

Vådgær:

Vådgær fås i små rør der indeholder 35ml gæropløsning og er normalt nok til et bryg på 25 liter.

Gærstarter: Kog 2 liter vand med 200gr sukker. Køl ned og hæld det i en kolbe. I stedet for vand og sukker, kan der bruges æblemost eller urt med en SG på 1030-1040. Tilsæt vådgæren og lad den stå ved stuetemperatur i 12-24 timer eller til der er dannet skum og hæld den så i urten. Hvis gærstarteren står i længere tid, vil gæren bundfælde og danne en lys "kage" i bunden af kolben. Når den så skal bruges hældes næsten al væsken ud af kolben. Gær-kagen i bunden opløses i resten af væsken og tilsættes den afkølede urt.

Som kolbe kan man bruge et stort syltetøjsglas med patentlåg. Fjern gummipakningen fra låget, så det ikke lukker helt tæt. Når starteren er lavet lukkes glasset og dækkes med sterilt stanniol.

Gæren skal nu tilsættes og det skal blandes grundigt med urten. Luk til med låget og monter gærlåsen. Hæld afkølet kogt vand på låsen.

Efter et par timer skulle der gerne være noget aktivitet i gærlåsen og maksimalt et døgn efter skal der være gang i den. Der kan efter et døgn foregå en såkaldt stormgæring. Der kommer kontinuerligt bobler op af gærlåsen. Hold øje med skumdannelsen, så der ikke kommer skum op i gærlåsen. Det kan være nødvendigt at lette lidt på låget, hvis der kommer for meget skum. Men skummet og CO2'en er med til at holde fremmede bakterier væk.

Efter 4-6 dage vil aktiviteten aftage og øllet er færdig med at gære, når der ikke kommer flere bobler eller at der er meget langt i mellem. Mål FG. Er den som den skal være i følge opskriften er øllet færdigt. Er den for høj, så lad øllet gære lidt mere og mål igen efter et par dage.

Hvis FG har flyttet sig men stadig ikke har nået målet, så lad den stå yderligere.

Hvis FG ikke har flyttet sig overhovedet, så er der et problemet med gæren. Til at starte med, så ryst din gærspand, så du får rusket op i bundfaldet og "vækket" gæren. Hvis det ikke hjælper, kan man tilsætte noget mere gær.

Efter en uge skal øllet omstikkes og lagres. Omstikning udføres i forbindelse med sekundær gæring (også kaldet 2. fermentering eller 2. gæring). Det vil sige, at man overfører øllet uden bundfald, der består bl.a. af døde gærceller til en ny gærspand. Derved undgår man gærsmag i øllet. Hvis man ikke omstikker kommer der ikke nødvendigvis gærsmag i øllet, men man skal i så fald tappe øllet på flaske efter senest i alt en måned. Det er bedst at bruge en hævert til at omstikke med, selvom der er en taphane i bunden af gærspanden. Så undgår man bedst bundfaldet.

Lagringen foregår normalt i 1-2 uger og det modner øllet og det bliver lidt klarere og der bundfældes lidt mere gær.

Øllet skal nu på flaske.

Næste afsnit: Flaskning og Efterkarbonering